De moderne kiggere

Jeg hører sirenen. Fra ambulancen.

Bussen sakner farten. Lader de blå lys og den skarpe lyd komme forbi. En kvinde på cykel vinker den længere frem. Helt frem, til hvor et ternet tæppe omslutter en kold krop. 

Fragmenter fra en scooter ligger spredt i svingbanen.

Jeg vender ansigtet bort. Måske af respekt. Måske af gru for, hvad mine øjne vil se, når bussen triller forbi. Måske af magtesløshed.

Første parket til en tragedie. Fuldt udsyn til den maltrakterede krop. Gratis billet til kampen mellem liv og død.

Kvinden der før sov  på sæder ved siden af, er vågnet op. Hun er næsten ved at falde ned. Må rejse sig op. Helt op at stå, for at få det fulde udbytte af kampen der udspiller sig uden for vinduet. Flere læner sig frem. Alt skal med.

Mobiltelefonerne kommer frem. Der sms’es heftigt, og måske bliver der endda taget nogle billeder.

Bussen sætter farten op. Kører videre. De blå lys er langt væk nu. Stilhed.

Bortset fra mobiltelefonerne, der nu begynder at ringe.

I Am - translation of "Jeg Er"

Do you dare? "

Softly you whisper in my ear that draws me farther and farther into the depths. An uncertain sigh escapes my lips as I try to grasp the reality that drives past without perceiving anything.


Slowly, I sink deeper into the roiling sea of perfect unconsciousness. A whirlpool of long-forgotten moments drowns me in their insistent existence. I try to grab a fragment of the day I was born, but it disappears like sand in my hands.

The flow pulls me. While I look up at what once was. The light gets weaker and weaker until it finally takes shape of a snowflake in the distance.

The snowflake melts.

Now there is only darkness. Nothingness. Emptiness. Ineffable calm. No pain. No need. Nohate. No love. Just ... dark.

The darkness penetrated. Rays of divine light overwhelms me. Absorbs me in a giant embrace.

I am, and I'm not.

Jeg er

”Tør du?”

Blidt hvisker du i mit øre, drager mig  længere og længere ind i dybet. Et usikkert suk undslipper mine læber, mens jeg forsøger, at gribe fat i virkeligheden, som driver forbi uden at sanse noget.

Langsomt synker jeg  dybere ned i det frådende hav af fuldkommen ubevidsthed. En hvirvelstrøm af forlængst glemte øjeblikke drukner mig i deres insisterende eksistens. Jeg forsøger, at gribe ud efter et brudstykke af dagen, jeg blev født, men det forsvinder som sand i mine hænder.

Strømmen trækker i mig., mens jeg kigger op på det, der var engang. Lyset bliver svagere og svagere, til det til sidst tager form af et snefnug i det fjerne.

 Snefnugget smelter.

Nu er der kun mørket. Intetheden. Tomhed. Usigelig ro. Ingen smerte. Intet savn. Intet had. Ingen kærlighed. Blot... mørke.

Mørket gennembrydes. Stråler af guddommeligt lys overvælder mig. Suger mig til sig i et gigantisk favntag.

Jeg er, og jeg er ikke.

Opbrud

Hun er smuk, som hun står der med sin mælkehvide ryg mod mig. Jeg betragter hende på afstand. Tør ikke nærme mig den kvinde, jeg har elsket og begæret så længe, men som nu sidder som en næsten fremmed på sengekanten. Jeg har lyst til at lade mine fingre kærtegne hendes modne krop. Kysse hver lille skønhedsplet og indsnuse duften af hendes forførende kvindelighed. Trænge dybt ind i hende mens jeg hvisker, at jeg elsker hende, og alt nok skal blive godt igen. Mon hun vil tro på mig? Tro på, at det er en anden del af mig, der har gjort de forfærdelige ting, og at jeg aldrig ville kunne krumme et eneste hår på hendes hoved. Mine øjne møder hendes i det mørke maghonispejl på den hvidmalede væg. De smukke jadegrønne og mandelformede øjne, som nu har gennemskuet min livslange løgn. Løgnen, som har vist verden det, den ville se, mens dæmonen gemte sig i mørket indeni, og kun åbenbarerede sig når jeg gav den lov.  En stille tårer lister sig ned af hendes kind, og kysser blidt hver lille rynke, hver lille ujævnhed i hendes ansigt. Mit hjerte knuger sig sammen, ved at se hende på den måde. Så ulykkelig. Jeg går langsomt frem mod hende, og lægger en hånd på hendes skulder. Jeg kan mærke hendes sitren genem hele min krop.
"Undskyld, skat!"
Hun trækker sig væk fra mig, og holder det bløde, blå silkelagen op foran sin gudindeagtige, nøgne kvindekrop. Som et beskyttende dække mod mine ru hænders kærtegn.
"Jeg vil gerne have, at du går."
Hendes stemme har fået en anderledes betoning, som ligger fjernt fra den viljestærke kvinde, hun plejer at være.  Men den er ikke vred, snarere sørgmodig med en anelse bitterhed. Måske vil hun alligevel tilgive mig. Jeg rækker hånden frem imod hendes, mens mine øjne fastholder hendes tavse blik.
"Jeg elsker dig!" hvisker jeg hende i øret, og kysser hende blidt på den lange, smukke og spændstige hals. Hun står så stille; næsten som en græsk statue med livløse, kolde øjne. Kun de smukke, fyldige læber bevæger sig.
"Gå nu!"

De Andre - fra Forfatterskolen

Allerede da jeg mødte dig, fik jeg fortalt, at du aldrig ville blive min alene. At der altid, ville være andre i dit liv. Jeg lod mig dog ikke sådan afskrække, og gik fordomsfrit og med åben pande ind i vores forhold.
Jeg føler dog, pladsen er ved at blive lidt trang, her i vores mindre parcelhus med hvidt Ikea køkken og folkevogn i indkørslen. Stuen er fyldt af disse andre, og levner kun mig en lille plads i hjørnet. Du tager dem gerne på skift, også selv om jeg er hjemme. Så må jeg lukke den franske dør og skrue op for fjernsynet, for at overdøve jeres larm.
Du har inviteret endnu en hjem. Hun er smukkere end de andre; perfekt chokoladebrun krop med kurver de rigtige steder, lang slank hals og godt spændt op. Jeg troede egentlig, at vi skulle hygge os i aften. Dig og mig. Alene. Men nu står hun der midt i stuen, og du kæler for hende, mens jeg dækker bordet.
"Skal hun spise med?" spørger jeg. Du griner, mens du ryster på hovedet. Dine hænder glider op og ned af hendes krop, og kærtegner hver lille milimeter. Du hiver lidt i hendes g-streng, og hun brummer af nydelse. Hvor jeg dog savner, at de hænder ville kærtegne min krop. Hvor jeg dog ville ønske, at vi også kunne larme sammen. Jeg savner dig! Du rejser dig, og kommer over imod mig. Måske kan du se, at jeg er ked af det, selv om jeg plejer, at være rigtig god til at skjule det. Du tager salatskålen ud af mine hænder, og holder om mit ansigt.
"Jeg elsker dig!" siger du, og kysser min pande.
"Hvad siger du til, at jeg hænger hende op på væggen, og vi to åbner en flaske rødvin mens vi ser en dårlig amerikansk film?" spørger du. Jeg nikker. Det er lige netop det, jeg har brug for. At være sammen med dig. Du tager bassen og hænger hende op på væggen. Nu gælder det os to!

At kunne levere - fra Forfatterskolen

-Tag dig bare god tid!, sagde sygeplejersken med et glimt i øjet, mens hun venligt gelejdede ham ind i det sparsomt indrettede rum. Væggene var dekorerede med letpåklædte damer i mere eller mindre udfordrende stillinger. Fra Tv'et flød der en lind strøm af højlydt stønnen, og på bordet ved siden af lå pikante magasiner i en sirlig stabel. Han måtte vel tage et. Det var vel sådan man gjorde.

Han greb det første og det bedste, slog op på en tilfældig side og faldt over en artikel om Ulla, 19 år og nyudklækket student. For satan. Hun kunne jo næsten være hans datter! Hvis han altså havde en. For det var vel egentlig i bund og grund, derfor han stod her med bukserne lynet op og boxershortsene trukket ned. Fordi han og Anne endelig havde indset, at de ikke kunne klare det af naturens vej.

Han smed magasinet tilbage i stakken. Normalt havde han ikke problemer med at tilfredsstille sig selv. Faktisk skete det nogle dage ganske ofte. Men lige i dette øjeblik var det som om, at der ikke var kontakt fra det ene hoved til det andet. Glasset stod hånligt tomt på bordet, hvor sygeplejersken havde stillet det.

-Så tag dig dog sammen, mand! sagde han irriteret til sig selv, mens han lod et bebrejdende blik falde på den del af kroppen, som gerne skulle være i stand til at gøre honnør i dette øjeblik, men i stedet valgte at krybe mere og mere ind i sig selv, til den til sidst var nærmest ikke eksisterende.

-Det er ok, at du er genert. Det er jeg fandme også! Men vi skal klare det her sammen, du og jeg! Vær sød ikke at svigte mig nu, makker!

Men den tog ikke større notits af bønnen. I ren og skær afmagt greb han glasset fra bordet og pressede det mod den.

-Kom nu! Levér!

Men ak nej, ikke én dråbe kom der. Han smed sig frustreret tilbage i stolen og lod blikket vandre rundt i rummet. Pludselig følte han sig ussel. Hvad skulle han sige til den lille purk, når han spurgte, hvor han kom fra? ”Far leverede lige ingredienserne til det der blev dig i et lokale fyldt med nøgne damer,” nej, fandme nej. Der var sgu alligevel så mange uønskede børn, som manglede en kærlig familie rundt om i verden.

Han kiggede en sidste gang på det tomme glas i hånden, og så smed han det ud.

Forbandet Smuk - fra forfatterskolen

Du er så forbandet smuk, som du ligger der nøgen på maven i den store seng med krøllede hvide lagner. Svedperlerne danser på dine brede skuldre, videre nedover din velformede ryg og baner sig vej mod dine baller. Dine små mørke krøller får dig mere til at ligne en uskyldig teenager end en professor i engelsk litteratur.

Jeg samler mit tøj op fra trægulvet. Duften af rødvin fra de halvtomme glas slår mig i samme nu, og får mig til at mindes en helt uforglemmelig uge, som nu lakker mod enden. Slut med hed elskov, søde ord og jordbær i sengen blandet med de obligatoriske foredrag på universitetet.. Tilbage til en forudsigelig hverdag med børn, mand og en have der skal passes. For fanden, hvor ville jeg ønske, at alting så anderledes ud. At jeg kunne blive her i dine arme. For altid.
Du rører på dig, da jeg fumler med bæltet.

- Are you leaving? spørger du søvndrukkent, mens solstrålerne lyser dine grønne øjne op. Jeg nikker. Du sætter dig op i sengen og sender mig et skævt smil.

- But you could stay, you know.....
Åh, jeg hader den her del af det. Det er det samme hvert år. Det burde have været os to sammen. For altid. Men vi var alt for unge, uerfarne og stædige, da vi mødtes første gang. Vi ville hver vores vej.

- I know, Damien..... And I want to.....But I can't, fremstammer jeg, mens jeg får knappet den sidste knap i blusen. Jeg kan næsten ikke se på dig. Er bange for, at det vil få mig til at glemme alt om flyet hjem til Danmark, og min elskede familie som venter med flag, kys og kram.

Du hiver mig ned til dig på sengen, kysser min mund og kærtegner min hals. Jeg lukker øjnene. Falder hen til din berøring og din duft.

Udenfor vinduet dytter en taxa insisterende.