Jeg er

”Tør du?”

Blidt hvisker du i mit øre, drager mig  længere og længere ind i dybet. Et usikkert suk undslipper mine læber, mens jeg forsøger, at gribe fat i virkeligheden, som driver forbi uden at sanse noget.

Langsomt synker jeg  dybere ned i det frådende hav af fuldkommen ubevidsthed. En hvirvelstrøm af forlængst glemte øjeblikke drukner mig i deres insisterende eksistens. Jeg forsøger, at gribe ud efter et brudstykke af dagen, jeg blev født, men det forsvinder som sand i mine hænder.

Strømmen trækker i mig., mens jeg kigger op på det, der var engang. Lyset bliver svagere og svagere, til det til sidst tager form af et snefnug i det fjerne.

 Snefnugget smelter.

Nu er der kun mørket. Intetheden. Tomhed. Usigelig ro. Ingen smerte. Intet savn. Intet had. Ingen kærlighed. Blot... mørke.

Mørket gennembrydes. Stråler af guddommeligt lys overvælder mig. Suger mig til sig i et gigantisk favntag.

Jeg er, og jeg er ikke.